Oksen fra 1966 er Arne Jacobsens største stol, og ligesom Ægget er det et markant møbel, der udgør en stærk tilstedeværelse i ethvert rum. Stolen, som Arne Jacobsen arbejdede på i flere år forud for lanceringen, er et udtryk for, at han efter den enorme succes som møbeldesigner i 1950’erne aldrig stoppede med at udvikle sit formsprog og forny sig.
Med Oksen bevægede Arne Jacobsen sig væk fra det organiske formsprog, som havde præget hans møbeldesigns i det forudgående årti. Ved lanceringen i 1966 overraskede han alle med en kraftfuld og kantet stol med et internationalt udtryk. Med sin imposante størrelse og maskuline udstråling peger den i retning af den amerikanske hvilestol, mens linjeføringen af pressen blev omtalt som havende et “japansk præg”. Stolen var kun kortvarigt i produktion i 1960’erne, men i 2017 blev det originale design relanceret hos Fritz Hansen.