Munkegårdsstolen fra 1955 er den tredje i række af Arne Jacobsens originale skalstole, designet til Munkegårdsskolen, som stod færdigt i 1957. Med sin lette og funktionelle konstruktion passede stolen perfekt ind i Munkegårdsskolens moderne rammer.
Da Munkegårdsskolen åbnede i 1957 var det innovativ skolearkitektur, der tog højde for børnenes trivsel og fysiske velvære. Klasseværelserne blev opført i et byggeri i én enkelt etage, som sikrede nem adgang til udendørs arealer og gode lysindfald. Arne Jacobsen designede selv hele skolens interiør, fra snedkerpartier og farvesætning til skolemøbler og belysning. Munkegårdsstolen er tænkt ind i denne perfekt samstemte helhed, som Arne Jacobsen skabte på Munkegårdsskolen, med fokus på funktionalitet, velvære og skønhed.