FH3605

Møbler
1955
FH3605 bordet fra 1955 afspejler Arne Jacobsens brug af industrielle materialer til at skabe moderne, elegante og prisvenlige møbler med et enkelt, men markant udtryk.
ÅR:
1955
FH3605 fra 1955. Foto: Fritz Hansen. Øverste foto: Dansk Møbelkunst.

Arne Jacobsen designede bordet 3605 i midten af 1950’erne. Selvom han ikke designede bordet til et bestemt formål, brugte han designet i indretningen af flere af sine mest berømte byggerier, blandt andet Munkegårdsskolen (1957) og SAS Royal Hotel (1960).

Det enkle, men genkendelige design udviklede Arne Jacobsen hos møbelproducenten Fritz Hansen, som havde bordet i produktion i en årrække inden det gik ud af produktion. I efteråret 2022 blev bordet igen lanceret hos Fritz Hansen i de originale materialer og i en opdateret version i sortfarvet ask og sorte ben.

Reklamefoto fra 1950erne eller 1960erne af FH3605 bordet akkompagneret af Serie 7. Foto: Fritz Hansen.
FH3605
Produceret af

Designet skriver sig ind i den udvikling, der skete efter 2. verdenskrig, hvor arkitekter og designere over hele verden søgte at udnytte industriens materialer som stål og finér til at udvikle smukke, prisvenlige møbler til den moderne forbruger.

Bordet er kendetegnet ved bordben formet i fladovale stålrør med trådstøtte fastgjort ved benets gummifødder. Designet skriver sig ind i den udvikling, der skete efter 2. verdenskrig, hvor arkitekter og designere over hele verden søgte at udnytte industriens materialer som stål og finér til at udvikle smukke, prisvenlige møbler til den moderne forbruger. Fritz Hansen leverede det oprindelige bord med og uden klapper, og Arne Jacobsen designede desuden en enkelt, firkantet skuffe til montering under bordpladen.  

I samme periode arbejde Arne Jacobsen på en række store arkitekturprojekter, som blev færdige i løbet de følgende år. På Munkegårdsskolen – det banebrydende, nye folkeskolebyggeri i Gentofte nord for København, indgik bordet i den omfattende totalindretning, som Arne Jacobsen skabte på skolen. Sammen med møbler som Munkegårdsstolen og specialdesignede skoleborde i krydsfiner og formica, var bordene 3605 med til at skabe et læringsmiljø med fokus på skønhed, funktionalitet og børnenes fysiske velvære.

Tegning af FH3605 designet til Munkegårdsskolen. Foto: Det Kgl. Bibliotek - Danmarks Kunstbibliotek.
Restauranten i stueetagen på SAS Royal Hotel, 1960. Foto: Aage Strüwing © Jørgen Strüwing.

Da SAS Royal Hotel åbnede i 1960 var bordet en del af den berømte totalindretning, som Arne Jacobsen opførte i hotellets indre. Snackbaren bag vinterhaven i stueetagen indrettede Arne Jacobsen med den specialdesignede Dråbestol, Royal Pendler i kobber og bord 3605, som sammen med specialdesignede drikkeglas, lysestager og bestik udgjorde en perfekt samstemmende helhed.

 

Kilder: Arne Jacobsen Design Archives. / Arne Jacobsens tegninger. Samlingens af arkitekturtegninger. Det Kongelige Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek / Arne Jacobsens scrapbøger. Det Kongelige Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek / Stenum Poulsen, K., Skaarup Larsen, A., & Staunsager, S. (2020): Arne Jacobsen – Designer Denmark. Kolding: Trapholt.  / Thau, C. & Vindum, K. (1998): Arne Jacobsen. København: Arkitektens Forlag. / Tøjner, P. E., & Vindum, K. (1994). Arne Jacobsen: arkitekt & designer. Copenhagen: Dansk Design Center.

Det relancerede design findes i to bordplade- og stelmuligheder: valnøddefiner eller sortfarvet ask. Foto: Fritz Hansen.
Foto: Fritz Hansen
Flere møbler