Mayor
Sofa

Møbler
1939-1942
Mayor
Sofa
Mayor
Sofa

Oprindeligt tegnet tilSøllerød Rådhus

Mayor Sofa
Arne Jacobsen og Flemming Lassens design af Mayor sofaen fra omkring 1942 kombinerer den danske møbeltradition med et nyt funktionalistisk udtryk.
ÅR:
1939-1942
ARKITEKTURVÆRK
Søllerød Rådhus
DESIGN:
Arne Jacobsen & Flemming Lassen
Foto: &Tradition.

Arne Jacobsen og Flemming Lassens Mayor Sofa blev i 1942 tegnet som en del af indretningen af Søllerød Rådhus. Designet er et vidne om arkitekternes evne til at forene en dansk møbeltradition fra Kaare Klint med et nyt, funktionalistisk formsprog.

I 1939 vandt Arne Jacobsen og Flemming Lassen opgaven med at tegne en bygningskompleks til Søllerød Kommune, der skulle rumme både rådhus, bibliotek og biograf. På grund af den tyske besættelse af Danmark måtte projektet nedskaleres, men trods omstændighederne lykkedes det Arne Jacobsen og Flemming Lassen at realisere rådhuset og skabe et omfattende værk, hvor såvel de arkitektoniske rammer som hele det gennemarbejdede og detaljerige indre var tegnet af arkitekterne. Det er som en del af denne helhed af farver, eksklusive materialer og specialdesignet inventar, at Mayor Sofaen blev til.

Den sidste tilbageværende Mayor sofa fra ca. 1942 befinder sig i dag på Rudersdal Rådhus. Foto: &Tradition. 

I dag forbinder vi ofte Arne Jacobsen de industrielt producerede, modernistiske møbler, han designede i årtierne efter 2. verdenskrig. I modsætning til disse, var møblerne, som Arne Jacobsen og Flemming Lassen tegnede til Søllerød Rådhus, speciallavede snedkermøbler, der lagde sig i forlængelse af en dansk håndværkstradition og kun blev udført i ganske få eksemplarer. Blandt møblerne til rådhuset står Mayor Sofaen klart frem, og med sin rene linjeføring og stærke forenkling af formen peger den frem mod de innovative designs, som sidenhen gjorde Arne Jacobsen verdensberømt. I 1942 blev sofaen udført i blot to eksemplarer til rådhuset, indtil den i 2013 blev relanceret hos møbelproducenten &Tradition.

 

 

 

Mayor Sofa
Produceret af
Rudersdal Rådhus. Foto: Torben Eskerod.

Arne Jacobsen og Flemming Lassen var del af fortroppen inden for den funktionalistiske arkitektur, som blev udviklet i Danmark i mellemkrigstiden. Mens deres helt tidlige samarbejdsprojekter videreførte den radikalitet, der prægede den internationale modernisme, er Søllerød Rådhus udtryk for en mere afdæmpet nordisk funktionalisme præget af lokale materialer og danske håndværkstraditioner. Fra yderst til inderst er huset præget af gennemarbejdede detaljer, eksklusive materialer og godt håndværk.

På lignende vis er Mayor Sofaen en forening af tradition og fornyelse. Designet afslører tydeligt indflydelsen fra arkitekternes læremester, Kaare Klint, som underviste på Kunstakademiets Møbelskole og her formede en generation af Danmarks mest prominente møbeldesignere og arkitekter. Kaare Klints læresætninger om udsøgte materialer, fint snedkererede detaljer og et klart design er tydelige i Mayor Sofaen som oprindeligt blev udført i læder og mahogni på det legendariske københavnersnedkeri Rud. Rasmussen. Denne påvirkning har arkitekterne kombineret med funktionalismens simplificering af form og konstruktion. Omdannelsen af sæde og ryg til én tynd, krum siddeskal og den visuelle adskillelse mellem siddefunktion og stel er karakteristisk for Arne Jacobsens designæstetik og hans fortolkning af funktionalismen generelt.

Kilder: Arne Jacobsen Design Archives. / Arne Jacobsens tegninger. Samlingens af arkitekturtegninger, Det Kongelige Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek / Rådhuset i skovbrynet: Om Søllerød Rådhus tegnet af Arne Jacobsen og Flemming Lassen. Humlebæk: Rhodos. / Stenum Poulsen, K., Skaarup Larsen, A., & Staunsager, S. (2020). Arne Jacobsen – Designer Denmark. Kolding: Trapholt.  / Thau, C., & Vindum, K. (1998). Arne Jacobsen. København: Arkitektens Forlag.

Flere designs fra Søllerød Rådhus