Borduret fra 1939 er Arne Jacobsens tidligste urdesign. Uret blev dengang tegnet for elvareproducenten Lauritz Knudsen, hvis direktør Arne Jacobsen tegnede en villa for i 1930’erne. I 1939 blev uret udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling.
I løbet af de seks årtier, hans karriere spændte over, tegnede Arne Jacobsen en række ure, men kun ganske få bordure. LK Borduret tegnede han i to versioner – som et traditionelt ur hævet på en bakelitfod og som et moderne ur på en fod af bøjet stål inspireret af Bauhaus-skolens industrielle designæstetik. Den første urskive havde arabertal og dobbelte visere, men den blev siden erstattet af den enklere urskive Station. I dag er det uret på stålben, der er bedst kendt og som produceres af Rosendahl med Arne Jacobsens forskellige urskiver.
Kilder: Arne Jacobsen Design Archives. / Thau, C., & Vindum, K. (1998). Arne Jacobsen. København: Arkitektens Forlag.