Typehuset Kubeflex

Kubeflex

Kubeflex var ét ud af tre såkaldte systemhuse, som Arne Jacobsen tegnede for typehusproducenten N.S. Høm i årene 1969-1970. I 1960erne var Arne Jacobsen optaget af præfabrikerede elementer og havde en særlig interesse for, hvordan seriefremstillet byggeri kunne imødekomme menneskets individuelle boligbehov. Bygningsværket Kubeflex, der består af et fleksibelt modulopbygget system, er et eksempel på et sådant byggeri. Her lykkedes det Arne Jacobsen at forene industrialiseringens præfabrikerede elementer med en høj kvalitet i det enkelte byggeri.

Huset bestod af kubeformede elementer på 10 m2. Med grundelementerne kunne man på fleksibel vis sammensætte kuberne i et væld af forskellige kombinationer og på den måde variere og tilpasse alt efter behov. Det skulle være nemt for mennesker uden særlige håndværksmæssige kundskaber at sammensætte deres eget hus. Størrelsen på elementerne – 3,36 x 3,36 m – var fastlagt efter, hvad der var muligt at transportere på en lastbil.

Kubeflex består af fleksible kuber, der kan sammensættes i forskellige strukturer. Foto: Stjernegaard Fotografi / Trapholt.

Fem forskellige udgaver af kuben blev kreeret, så alle nødvendige komponenter til et hus var til stede – soveværelse, værelse, køkken, badeværelse og dagligstue. Arne Jacobsen designede Kubeflex, så det fungerede som et bindeled mellem de ydre omgivelser, naturen, og det indendørs liv. Glas var blandt ét af husets mest fremtrædende materialer, hvor store skydedøre og vinduespartier fra gulv til lov forbandt ude- med indeliv.

Foto: Stjernegaard Fotografi / Trapholt.
Kubeflexs badeværelse med VOLA armatur. Foto: Stjernegaard Fotografi / Trapholt.

Arne Jacobsen designede Kubeflex, så det fungerede som et bindeled mellem de ydre omgivelser, naturen, og det indendørs liv.

Arne Jacobsen havde en interesse for teknologiske løsninger. I Kubeflex blev der blandt andet installeret varmeelementer i loftet, et såkaldt Eswa-varmeloft, hvor det ellers var mere udbredt at benytte sig af radiatorer. Med varmen placeret i loftet blev der frigivet plads på gulvet, og flere kuber kunne let føjes til de eksisterende, da varmekilden blot skulle kobles op på  loftets elnet.

Oprindeligt udstillede Arne Jacobsen Kubeflex sammen med egne designs. Ikoniske møbler som Svanen og Ægget var derfor at finde blandt interiøret i huset. Men også mindre detaljer indendøre var af eget design såsom modulserien Cylinda-Line, der blandt andet består af askebægre og kaffekander. Også armaturet i køkkenet og på badeværelset var Arne Jacobsens eget, nemlig hans VOLA-serie. Kubeflex fungerede således som en totalinstallation, hvor såvel eksteriør som interiør var udtænkt og designet af Arne Jacobsen selv. Systemhuset var derved et fint eksempel på et gesamtkunstwerk, der dog opererede i mindre skala end andre af Arne Jacobsens større arkitekturværker.

Foto: Stjernegaard Fotografi / Trapholt.
Ægget, Svanen, Serie 3300 og Cylinda-Line i Kubeflex på Trapholt i Kolding. Foto: Stjernegaard Fotografi / Trapholt.

Trods hensigten, hvor Kubeflex var designet som et nemt og tilgængeligt byggesystem, kom Arne Jacobsens bud på et typehus aldrig i produktion. Efter den første visning af Kubeflex, på typehusudstillingen Archibo i Ishøj i 1970, fulgte en længere årrække, hvor huset var placeret ved Orøsund Strand på Sydsjælland, brugt som sommerhus af Jacobsen-familien. I sommeren 2005 blev huset dog flyttet til Trapholt – Museum for Moderne Kunst og Design i Kolding, hvor besøgende siden har kunnet opleve totalværket. Kubeflex har i løbet af det sidste årti undergået en række større renoveringer, og det står i dag helt som Arne Jacobsen oprindeligt havde tænkt det. I 2018 blev Kubeflex genåbnet som del af Trapholts 30 års jubilæum.

Kilder: Staunsager, S. & Stenum, K. (2018). Arne Jacobsens Kubeflex. Kolding: Trapholt. / Stenum Poulsen, K., Skaarup Larsen, A. & Staunsager, S. (2020). Arne Jacobsen – Designer Danmark. Kolding: Trapholt.  / Thau, C., & Vindum, K. (1998). Arne Jacobsen. København: Arkitektens Forlag.

Foto: Stjernegaard Fotografi / Trapholt.

Flere news & stories