Den originale skalstol

Den originale skalstol
Arne Jacobsens Myrestol fra 1952 var den første af sin slags: En lille, stabelbar stol med sæde og ryg som en enkelt støbt skal.

I 1952 skrev Arne Jacobsen og Fritz Hansen designhistorie, da de lancerede Myren. Det lille, lette og stabelbare møbel er Arne Jacobsens løsning på et stoledesign, der kan fremstilles industrielt og passe ind i de moderne, små spisekøkkener. Her stillede Arne Jacobsens sig selv en opgave, som mange af periodens designere arbejdede med, og det lykkedes ham at bibringe verden et både innovativt og reelt nyskabende design. Selv sagde han i et interview med det danske dagblad Information om Myren d. 9. februar 1953 følgende: “Jeg tog udgangspunkt i behovet: hvilke stole er der brug for? Jeg fandt at man trængte til en ny stoletype til de smaa spisekøkkener, som i dag indrettes i det meste nybyggeri, en lille, let og billig stol. Samtidig lavede jeg den saadan, at den ogsaa kan benyttes i for ex. kantiner som stabelstol. Den kan stables ved at man skyder stolene ind i hinanden, derved sparer man baade tid og kræfter.”

Produktion af serie 7 og T-stolen på Fritz Hansens fabrik 1958. Foto: Fritz Hansen.

Designets store nybrud var, at sæde og ryg var formet af én sammenhængende, formpresset skal. Det kunne lade sig gøre, fordi Arne Jacobsen og Fritz Hansen ikke arbejdede i massivt træ, men i krydsfinér, der blev bøjet i to retninger. Netop skallens dobbelte krumning var afgørende for at sikre stolens styrke, og Arne Jacobsen fortæller selv til Information, hvordan han i udviklingen af den specielle form måtte tage leret til hjælp og arbejde i tre dimensioner som en billedhugger: “I gamle dage var det forholdsvis let at tegne en stol, fordi formerne var andre. Min stol er lavet af presset og bøjet krydsfinér, den er tredimensionel i sin form. Derfor maatte jeg tage leret til hjælp under udformningen”

Stolens endelige silhuet med den smalle talje, var resultatet af at ryggen måtte være smallest der, hvor bøjningen er størst.

Myren, Arne Jacobsens første skalstol fra 1952. Foto: Stjernegaard Fotografi.

“I gamle dage var det forholdsvis let at tegne en stol, fordi formerne var andre. Min stol er lavet af presset og bøjet krydsfinér, den er tredimensionel i sin form. Derfor maatte jeg tage leret til hjælp under udformningen” - Arne Jacobsen, 1953

Resultatet af det langvarige arbejde – udviklingen tog et helt år – var et designmæssigt nybrud, og lige siden lanceringen i 1952 har Myren haft en fremtrædende plads i dansk og international designhistorie. I de følgende årtier formgav Arne Jacobsen en række nye skalstole med forskellige silhuetter, der alle var baseret på samme princip. Den mest berømte af disse er Serie 7 fra 1955, hvis enkle silhuet i dag er at finde i private hjem og offentlige rum over hele verden. Samme år tegnede Arne Jacobsen Tungen og Munkegårdstolen, og to år efter, i 1957 blev T-stolen og Grand Prix lanceret. Den sidste skalstol, Arne Jacobsen nåede at designe, var Liljen fra 1970, som han brugte i indretningen af sit sidste store hovedværk, Nationalbanken.

Kantinen i Danmarks Nationalbank, hvor Arne Jacobsen brugte Liljen. Foto: Dissing + Weitling.
Munkegaard, Liljen og Serie 7. Forrest Grand Prix-stolen. Foto: Stjernegaard Fotografi.

Fra 1950’erne og frem brugte Arne Jacobsen skalstolene i næsten alle de arkitekturprojekter, hvor han også skabte et totaldesign. På denne måde kom designet i sine forskellige udformninger til at stå i klasselokaler, byrådssale, biblioteker, kontorer og virksomhedskantiner over hele Danmark.

Auditoriet på St. Catherine’s College i Oxford, hvor Arne Jacobsen brugte Serie 7 stolen i formation. Foto: Fritz Hansen.

More news & stories