21.09.2022

60-året for opførelsen af St. Catherine’s College

60-året for opførelsen af St. Catherine's College

Arne Jacobsen fik sit store internationale gennembrud med St. Catherine’s College i Oxford fra 1964. Med det nye universitetskollegie lykkedes det Arne Jacobsen at forene Oxfords lange historie med nyt og innovativt universitetsbyggeri.

Selv sagde Arne Jacobsen om projektet: “Jeg har forsøgt at overføre de traditioner, som jeg mødte ved mit møde med Oxford, men har forsøgt at oversætte dem til et moderne formsprog. Jeg synes ikke man kan gøre andet. Man har som udlænding pligt til at følge de skikke og de traditioner, som nu engang er gældende, men derimod synes jeg også man har pligt til at overføre dem til et moderne formsprog, så man ikke kommer til at gøre det, efter min mening, allerværste, at lave pasticher og sørgelige kopier af gamle ting.” 

Dette år fejrer St. Catherine’s College i Oxford sit 60 års jubilæum. For at markere jubilæet afholdte kollegiet en endagskonference den 27. august 2022, hvor Arne Jacobsens arbejde med St. Catherine’s College blev udforsket, både set i en 1960er-kontekst og fra et nutidigt perspektiv. Konferencen indeholdt oplæg af tidligere ansatte i Arne Jacobsens tegnestue, af arkitekturhistorikere og af Tobias Jacobsen, barnebarnet til Arne Jacobsen og en del af organisationen Arne Jacobsen Design.

Arne Jacobsen tegnede ikke kun arkitekturen til St. Catherine’s College, men også hele indretningen og det omkringliggende landskab. Læs mere om det omfattende projekt her.

Tobias Jacobsen, barnebarn af Arne Jacobsen og medstifter af Arne Jacobsen Design, holder foredrag på konferencen. Foto: St. Catherine's College.

Flere news & stories