St. Catherines College

St. Catherines College

Arkitektur
1964
St. Catherines College
Den elegante forening af universitetsbyen Oxfords gamle traditioner med et modernistisk formsprog gør St. Catherines College til et af Arne Jacobsens vigtigste arkitekturværker.
ÅR:
1964
ARKITEKTURVÆRK
St. Catherines College
DESIGN:
Arne Jacobsen
St. Catherines College. Foto: Jonas Bjerre Poulsen / Norm Architects.

Arne Jacobsen fik sit store internationale gennembrud med St. Catherine’s College i Oxford fra 1964. Med det nye universitetskollegie lykkedes det Arne Jacobsen at forene Oxfords lange historie med nyt og innovativt universitetsbyggeri.

Det vakte opsigt da udvalget bag St. Catherine’s College valgte en modernist – og tilmed en udenlandsk modernist – til at tegne den nye universitetskollegie i Oxford. Byggeriet skulle løfte arven fra de traditionsrige Oxford Colleges, der er engelske universitetsmiljøer med integreret undervisning og bolig for de studerende, nogle med bygninger tilbage fra 1200-tallet. Forløsningen af den lange historie i et byggeri i tråd med tidens arkitektoniske idealer og et omfattende designprogram, der blev gennemført ned til mindste detalje, gør St. Catherine’s College til et hovedværk inden for Arne Jacobsens sene arbejder.

Foto: Jonas Bjerre Poulsen / Norm Architects.

Arne Jacobsen gik til opgaven med stor respekt og videreførte flere af de byggemæssige og sociale konventioner, som kendetegner de historiske skoler. Samtidig tilførte han de nye kollegiebygninger sit beherskede, præcise arkitektoniske sprog samt en række nye, innovative løsninger, der gør St. Catherine’s College helt unikt.

Fra de historiske Oxford-byggerier tog Arne Jacobsen grundplanen, det lave, horisontale udtryk og den serielle gentagelse af ens moduler. Skolen er bygget op som længer, der indrammer en indre gård – den traditionelle quad. Oxfords historiske søjlegange omfortolkede han til et enkelt formsprog, hvor moderne materialer, raffinerede detaljer og en tydelig fremvisning af konstruktionens gule mursten, store glaspartier og in situ-støbt beton udgør det arkitektoniske udtryk i både indre og ydre.

Luftfoto af St. Catherines College med den traditionelle indre går - quad - i centrum. Foto: Yukio Yoshimura
Foto: Yukio Yoshimura.

Fra de historiske Oxford-byggerier tog Arne Jacobsen grundplanen, det lave, horisontale udtryk og den serielle gentagelse af ens moduler.

Selv sagde Arne Jacobsen om projektet: ‘Jeg har forsøgt at overføre de traditioner, som jeg mødte ved mit møde med Oxford, men har forsøgt at oversætte dem til et moderne formsprog. (…) Jeg synes også, man har pligt til at overføre dem til et moderne formsprog, så man ikke kommer til at gøre det, efter min mening, allerværste, at lave pasticher og sørgelige kopier af gamle ting.’ 

 

Foto: Jonas Bjerre Poulsen / Norm Architects.
Foto: Jonas Bjerre Poulsen / Norm Architects.

'Jeg har forsøgt at overføre de traditioner, som jeg mødte ved mit møde med Oxford, men har forsøgt at oversætte dem til et moderne formsprog. (...) Jeg synes også, man har pligt til at overføre dem til et moderne formsprog, så man ikke kommer til at gøre det, efter min mening, allerværste, at lave pasticher og sørgelige kopier af gamle ting.' 


Store dele af det totaldesign, som Arne Jacobsen skabte på St. Catherine’s College er i dag velbevaret. Til kollegiet tegnede han en serie møbler i et let, moderne formsprog og lyse træsorter. Samtidig tog han højde for skolens sociale konventioner og sørgede blandt andet for at holde den for skolen vigtige tradition i hævd; at studerende og professorer spiser sammen. 

Til professorernes bord i spisesalen tegnede han en højrygget stol kaldet Professorstolen, der fremhævede professorernes autoritet i forhold til eleverne, der sad ved borde-bænkesæt længere nede i salen. Den ikoniske Oxford Stol er en videreudvikling af denne stol, hvor materialerne er ændret, mens den ranke og myndige udstråling er bevaret.

 

Kilder: Arne Jacobsen Design Archives. / Arne Jacobsens tegninger. Samlingens af arkitekturtegninger, Det Kongelige Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek / Arne Jacobsens scrapbøger. Det Kongelige Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek / Stenum Poulsen, K., Skaarup Larsen, A., & Staunsager, S. (2020). Arne Jacobsen – Designer Denmark. Kolding: Trapholt.  / Thau, C., & Vindum, K. (1998). Arne Jacobsen. København: Arkitektens Forlag.

Auditoriet på St. Catherine’s College, hvor Arne Jacobsen installerede Serie 7 i formation. Foto: Egon Gade / Fritz Hansen
Spisesalen, hvortil Arne Jacobsen designede højryggede stole til professorernes bord og et bænkesæt til eleverne. Foto: Egon Gade / Fritz Hansen
DESIGNS FRA ST. CATHERINES COLLEGE.