Bellevue
Lampe

Belysning
1929
Bellevue Lampe
Bellevuelampen fra 1929 er det tidligste eksempel på, hvordan Arne Jacobsen sideløbende med sin arkitektvirksomhed udviklede moderne og skulpturelle lampedesigns.
ÅR:
1929
DESIGN:
Arne Jacobsen
Foto: &Tradition.

Bellevuelampen fra 1929 er Arne Jacobsens tidligst kendte lampedesign. Med sin enkle, organiske linjeføring, er lampen en tidligt eksempel på, hvordan Arne Jacobsen evnede at opfange tidens nye strømninger og give dem elegant og skulpturel form.

I 1920’erne ændrede kravene til design og arkitektur sig radikalt, og også inden for lysdesign skete markante nybrud. Arne Jacobsen var en af de danske arkitekter, der først fik øjnene op for den nye stil, hvor ornamentik og dyre, håndsnedkererede detaljer skulle erstattes af et enkelt og ærligt formsprog. Da han i 1930 tegnede en moderne funkisvilla for familien Rothenborg, indrettede han den med møbler af tidens fremmeste modernister. Her stod Bellevuelampen sammen med møbler af de internationale modernister Mies van der Rohe (1886-1969), Le Corbusier (1887-1965) og Arne Jacobsen selv.

Foto: &Tradition.

Som med alt andet Arne Jacobsen designede, var formålet såvel funktionelt som æstetisk. Lampens karakteristiske skærm gav Arne Jacobsen en vinkel på 45 grader, som sikrer at lyset ikke blænder. Det har været centralt i 1920’erne, hvor nye og billigere glødepærer på markedet betød et hårdere og stærkere lys – en problemstilling, som særligt lysdesigner og debatør Poul Henningsen (1894-1967) tog op.

Med Bellevuelampen frembragte Arne Jacobsen desuden et moderne og skulpturelt møbel, der kunne passe ind i det moderne hjem. I 2013 blev lampen relanceret af &Tradition, som har døbt lampen efter Arne Jacobsens berømte ”hvide by” ved Bellevue nord for København.

 

Kilder: Arne Jacobsen Design Archives. / Arne Jacobsens Scrapbøger. Det Kongelige Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek. Stenum Poulsen, K., Skaarup Larsen, A., & Staunsager, S. (2020). Arne Jacobsen – Designer Danmark. Kolding: Trapholt.  / Thau, C., & Vindum, K. (1998). Arne Jacobsen. København. Arkitektens Forlag

Bellevue Lampe
Produceret af
mere belysning