AJ Lampe
Del af totaldesignet afSAS Royal Hotel
Arne Jacobsen tegnede AJ Lampen i 1957 og gjorde den få år efter til en del af den berømte totalindretning af SAS Royal Hotel.
Den skulpturelle AJ Lampe fra 1957 er et af Arne Jacobsens mest ikoniske designs. Den blev berømt som en del af Arne Jacobsens totalindretning af SAS Royal Hotel midt i København, hvor den sammen med sofaserien 3300 udgjorde en retvinklet, grafisk kontrast til Svanen og Æggets frie, organiske former.
Arne Jacobsen totaldesign af SAS Royal Hotel står i dag som et hovedværk i dansk og international designhistorie. Som kontrast til den minimalistiske, retvinklede arkitektur skabte Arne Jacobsen i hotellets indre et omfattende gesamtkunstwerk, der var rigt på arkitektoniske detaljer, materialer, mønstre og farver. Blandt hotellets mange specialdesignede møbler var også AJ Lampen, der ligesom Svanen, Ægget og Serie 3300 har været med til at forme dansk møbelkunst for eftertiden.
Designet er et eksempel på, hvordan Arne Jacobsen i sin designpraksis konstant tilstræbte at finde frem til den mest stringente og logiske figur. Fra 1920’erne og frem havde Arne Jacobsen tegnet en lang række bord- og standerlamper, bl.a. Bellevuelampen fra 1929 og bordlampen til Søllerød Rådhus fra 1942. AJ Lampen er tegnet over samme grundform, men formsproget er reduceret til lige linjer og skæve og rette vinkler, som giver lampen et stramt, skulpturelt udtryk. Det enkle design har gjort lampen til et ikon inden for dansk lampedesign, som har været i produktion hos producenten Louis Poulsen lige siden lanceringen i slutningen af 1950’erne. Her leveres den stadig i dag som både standerlampe, bordlampe og væglampe.
Produceret af
Designet er et eksempel på, hvordan Arne Jacobsen i sin designpraksis konstant tilstræbte at finde frem til den mest stringente og logiske figur.
Første gang Arne Jacobsen lod AJ Lampen indgå i en af sine berømte totalindretninger var på den internationale byggeudstilling Interbau i Berlin 1957. Her opførte Arne Jacobsen fire rækkehuse, hvoraf det ene i udstillingsperioden var indrettet af Arne Jacobsen selv. Sammen med en række af hans nye designs fra 1950’erne, bl.a. Serie 3300, Serie 7 og Grand Prix-stolen, demonstrerede AJ Lampen hvordan den moderne dansker indrettede sig i 1957. Siden brugte Arne Jacobsen ofte designet i de designkoncepter, han komponerede til sine arkitekturprojekter. Ud over SAS Royal Hotel var AJ Lampen bl.a. at finde på St. Catherine’s College i Oxford fra 1964 og det sene hovedværk Rødovre Bibliotek fra 1969.
Mest berømt er det omfattende totaldesign, som Arne Jacobsen skabte på SAS Royal Hotel i 1960. Allerede året før, i 1959, åbnede den del af byggeriet, der husede SAS’ lufthavnsterminal, hvor flyrejsende kunne vente på deres fly i eksklusive og komfortable rammer. Her var den installeret sammen med sofaserien 3300, der spejler AJ Lampens skæve vinkler og lige linjeføring. Da hotellet åbnede året efter var den ligeledes en del af indretning, hvor den med sin kombination af ovale former og retlinede formsprog i profilen byggede bro mellem hotellets strømlinede arkitektur og et møblement præget af frie, organiske kurver.
Kilder: Arne Jacobsen Design Archives. / Arne Jacobsens scrapbøger. Det Kongelige Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek. / Sheridan, M. (2003). Room 606: The SAS House and the Work of Arne Jacobsen. London: Phaidon Press. / Stenum Poulsen, K., Skaarup Larsen, A., & Staunsager, S. (2020). Arne Jacobsen – Designer Danmark. Kolding: Trapholt. / Thau, C., & Vindum, K. (1998). Arne Jacobsen. København: Arkitektens Forlag.