SAS
Royal
Hotel
Kombinationen af en let, minimalistisk arkitektur og et minutiøst gennemdesignet interiør gør Arne Jacobsens SAS Royal Hotel fra 1960 til et hovedværk i arkitektur- og designhistorien.
SAS Royal Hotel (i dag Radisson Collection Royal Hotel) betragtes som Arne Jacobsens ubestridte hovedværk. Hotellets præcise, minimalistiske arkitektur og det gennemarbejdede totaldesign, han skabte i hotellets indre, står i dag som det absolutte udtryk for Arne Jacobsens moderne æstetik.
Skyskraberen, der var Københavns første, er tegnet som hotel og lufthavnsterminal for luftfartsselskabet SAS. Da hotellet åbnede i 1960, stod det som symbolet på en ny tid med velstand, rejser og internationalt udsyn. Det himmelstræbende højhus er udført som et strømlinet rektangel, hvis eneste udsmykning er de lette curtain wall-facaders gitterstruktur og de store glaspartier, der spejler skyernes bevægelser på himlen. Hotellet indrettede Arne Jacobsen ned til mindste detalje, og stadig i dag står de møbler, han tegnede til hotellet, som noget af det bedste inden for moderne møbeldesign.
Byggeriets 22 etager et delt i to bygningsvolumener med hver deres funktioner. Det glasbeklædte højhus svæver over et lavt, toetagers byggeri med mørkegrøn facade, der ved åbningen rummede lufthavnsterminalen samt hotellets foyer, restaurant og vinterhave. I lufthavnsterminalen, der åbnede allerede i 1959, kunne flyturister tjekke ind og vente på deres fly i topmoderne rammer, inden SAS’ busser fragtede dem direkte til flyet. Højhusets mange etager rummede hotellets 275 værelser og øverst, på 22. etage, lå Panorama Lounge.
Skyskraberen, der var Københavns første, er tegnet som hotel og lufthavnsterminal for luftfartsselskabet SAS. Da hotellet åbnede i 1960, stod det som symbolet på en ny tid med velstand, rejser og internationalt udsyn.
Mens hotellets arkitektur var præget af rektangulær præcision og strømlinet minimalisme, var interiøret rigt på materialer, mønstre, farver og møbler i bløde, organiske former. Med Ægget, Svanen og en lang række specialdesignede møbler, armaturer og genstande, skabte Arne Jacobsen et kosmopolitisk miljø, præget af enestående elegance og eksklusivitet.
Ligesom en række internationale arkitekter og designere, eksperimenterede Arne Jacobsen med at udvikle moderne møbler på baggrund af nye, industrielle materialer og teknologier. Arkitekter som finsk-amerikanske Eero Saarinen og amerikanske Charles & Ray Eames arbejdede ligesom Arne Jacobsen med at forme stole i et organiske formsprog, der omsluttede kroppen i én samlet, skulpturel skal. Med møblerne til SAS Royal Hotel kombinerede Arne Jacobsen disse internationale impulser med en skandinavisk forståelse for de naturlige materialers stoflighed og varme. Resultatet var en række møbler, der var banebrydende i såvel dansk som international sammenhæng.
Mens hotellets arkitektur var præget af rektangulær præcision og strømlinet minimalisme, var interiøret rigt på materialer, mønstre, farver og møbler i bløde, organiske former.
Ved åbningen i 1960 var bygningen en rejse gennem bemærkelsesværdige og nøje afstemte rumdesigns. Besøgende i hotellets lobby blev budt velkommen af Ægget, hvis skulpturelle form var skabt til at tilbyde ro og intimitet i et stort, semi-offentligt rum. Ved siden af lobbyen skabte Arne Jacobsen en spektakulær vinterhave omkranset af to-etagers høje vægmontrer med hængende orkideer. Her stod Gryden og den specialdesignede Royal Standerlampe på bløde tæpper i en intimt og eksklusivt miljø præget af grønne farver og naturligt lys fra ovenvinduet.
Huset rummede desuden flere barer og restauranter, hvoraf den største lå på 1. etage. Hertil tegnede Arne Jacobsen stoledesignet Giraffen, såvel som lamper, glas, bestik, vaser og askebægre samt et semitransparent vævet tæppe med et ternet mønster, der adskilte den eksklusive restaurant fra vestibulen og skabte et grafisk bagtæppe.
På hotellets værelser stod Svanen, Ægget og Dråben betrukket med det gråmelerede tekstil Regn. Sengetæpper og gardiner var trykt med mønsteret semicircles, der sammen med borde, lamper og det specielle, væghængte bordsystem i træsorten wengé og blåt formica, var nøje afstemt rummets grålige og grønblå farvepalette. Indretningen af SAS Royal Hotel er mere end noget andet værk et vidne om Arne Jacobsens helt særlige evne til at komponere store, perfekt samstemmende helheder.
Kilder: Arne Jacobsen Design Archives. / Arne Jacobsens tegninger. Samlingens af arkitekturtegninger, Det Kongelige Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek / Arne Jacobsens scrapbøger. Det Kongelige Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek / Room 606: The SAS House and the Work of Arne Jacobsen. London: Phaidon Press / Stenum Poulsen, K., Skaarup Larsen, A., & Staunsager, S. (2020). Arne Jacobsen – Designer Denmark. Kolding: Trapholt. / Thau, C., & Vindum, K. (1998). Arne Jacobsen. København: Arkitektens Forlag.