Giraffen

Møbler
1959
Giraffen
Giraffen

Oprindeligt tegnet tilSAS Royal Hotel

Giraffen
Arne Jacobsen designede Giraffen til hans berømte totalindretning af SAS Royal Hotel i slutningen af 1950erne.
ÅR:
1959
ARKITEKTURVÆRK
SAS Royal Hotel
DESIGN:
Arne Jacobsen
Foto: Stjernegaard Fotografi.

Giraffen tegnede Arne Jacobsen til sin berømte totalindretning af SAS Royal Hotel (i dag Radisson Collection Royal Hotel)  sidst i 1950’erne. Stolen blev dengang kun fremstillet i et begrænset antal til hotellet og kom aldrig i egentlig produktion, men i 2019 blev Lille Giraf lanceret, en version af designet baseret på en af de mange modeller, som Arne Jacobsen eksperimenterede sig frem til på Fritz Hansens fabrikker.

På SAS Royal Hotel var Giraffen en del af den perfekt samstemte helhed, som Arne Jacobsen skabte i hotellets indre. Mens de arkitektoniske rammer var præget af rette vinkler og minimalistisk præcision, var interiøret en mangfoldighed af former, farver, mønstre og detaljer. Giraffen stod i restauranten på 1. sal, betrukket med grønt tekstil, der indgik i den nøje afstemte farvepalette af grå og blågrønne nuancer.

Restauranten med Girafstole og borde designet af Arne Jacobsen, 1960. Foto: Aage Strüwing © Jørgen Strüwing.
Lille Giraf
Produceret af
Restauranten på SAS Royal Hotel, ca. 1960. Foto: Arne Jacobsen. Original på Det Kgl. Bibliotek - Danmarks Kunstbibliotek.

På SAS Royal Hotel var Giraffen en del af den perfekt samstemte helhed, som Arne Jacobsen skabte i hotellets indre.

Giraffens udviklingshistorie vidner om, hvordan Arne Jacobsen i samarbejde med møbelproducenten Fritz Hansen eksperimenterede med både formsprog og fremstillingsteknikker. I midten af 1950’erne havde Fritz Hansen fået rettighederne til en ny produktionsteknologi, der tillod at møblerne kunne formes som én sammenhængende, polstret siddeskal. Den nye teknologi var udgangspunktet for Arne Jacobsens udformning af Giraffen, som han eksperimenterede med i flere forskellige versioner. Til hotellets restaurant udviklede han en stol med grønt betræk, som havde trælister langs kanterne og ben af lamineret træ. En mindre kendt version, der stod på hotellets dobbeltværelser, var uden trælister og med søjlefod. Derudover udviklede Arne Jacobsen og Fritz Hansen flere forskellige prototyper, blandt andet en model med lav ryg og på stålben, som i 2019 blev sat i produktion af Fritz Hansen under navnet Lille Giraf.

To versioner af Giraf stolen, designet af Arne Jacobsen for SAS Royal Hotel: til venstre Giraffen med søjlebund og uden træbeklædning og til højre Giraffen med grøn polstring, træbeklædning langs kanter og ben i lamineret træ. Foto: Stjernegaard Fotografi.
Lille Giraf var lanceret af Fritz Hansen i 2019. Foto: Fritz Hansen.

På SAS Royal Hotel var Giraffen med til at skabe et eksklusivt miljø, hvor hver en detalje var tegnet af Arne Jacobsen. Stolene til hotellets restaurant skulle leve op til en række krav, som kom til at bestemme Giraffens karakteristiske udformning. For at skabe det rigtige intime rum omkring bordet, skulle stolen være højrygget, men samtidig smal nok til at tjeneren havde mulighed for at servere maden. Til restauranten blev designet udført med træben, trælister langs kanterne og betrukket med grønt tekstil, der var nøje afstemt med resten af den visuelle helhed, Arne Jacobsen skabte i restauranten. Hele interiøret var designet eller nøje udvalgt af Arne Jacobsen selv, såvel møbler og belysning, som glas, service, salt- og peberbøsser samt et semitransparent vævet gardin med et ternet mønster, der adskilte den eksklusive restaurant fra vestibulen og skabte et grafisk bagtæppe.

 

Kilder: Arne Jacobsen Design Archives. / Arne Jacobsens tegninger. Samlingens af arkitekturtegninger, Det Kongelige Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek / Arne Jacobsens scrapbøger. Det Kongelige Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek / Stenum Poulsen, K., Skaarup Larsen, A., & Staunsager, S. (2020). Arne Jacobsen – Designer Denmark. Kolding: Trapholt.  / Thau, C., & Vindum, K. (1998). Arne Jacobsen. København: Arkitektens Forlag.

Girafstolen og et bord designet til restauranten på SAS Royal Hotel. Foto: Stjernegaard Fotografi.
Flere designs fra SAS Royal Hotel