Den 13. september 2022 åbnede vandreudstillingen Gesamtkunstwerke – Architecture by Arne Jacobsen and Otto Weitling in Germany på Zentrum Baukultur i Mainz. Udstillingen, der er kurateret af Hendrik Bohle og Jan Dimog, har tidligere været opsat på en række lokationer rundt omkring i Tyskland – første gang i de nordiske ambassaders fælleshus i Berlin i oktober 2020.
Udstillingen præsenterer otte arkitekturprojekter, som Arne Jacobsen og Otto Weitling realiserede i tyskland i perioden 1957-1976, og som fik stor betydning for efterkrigstidens modernistiske arkitektur i Tyskland. Med otte projekter er Tyskland det land i verden, som ud over hjemlandet rummer flest bygningsværker af Arne Jacobsen. Otto Weitling var fra midten af 1960’erne Arne Jacobsens partner på tegnestuen og sammen tegnede de en række arkitekturprojekter i nabolandet. Da Arne Jacobsen døde i 1971, var det Otto Weitling, der sammen med Hans Dissing stod for realiseringen af de igangværende projekter og kørte tegnestuen videre under navnet Dissing+Weitling.
Udstillingen er åben indtil 21. oktober 2022.