Arne Jacobsen (1902-1971) er en af Danmarks vigtigste arkitekter og designere. Hans omfattende og mangfoldige værk har sat afgørende aftryk på dansk og international design- og arkitekturhistorie.
Arne Jacobsens mest berømte byggerier tæller Aarhus Rådhus, Munkegårdsskolen, SAS Royal Hotel og Nationalbanken samt universitetskollegiet St. Catherine’s College i Oxford, England. I disse byggerier skabte Arne Jacobsen ikke blot de arkitektoniske rammer, men designede interiøret ned til mindste detalje og skabte gennemdesignede totaloplevelser, hvor både landskabet omkring bygningen og rummenes møbler, lamper, armaturer og tekstiler var del af en perfekt samstemmende helhed. Med visionære designs som stolene Ægget og Svanen, stellet Cylinda Line og armaturserien VOLA nåede Arne Jacobsen langt ud over Danmarks grænser.
Foruden de berømte designs og arkitekturværker skabte Arne Jacobsen en lang række mønstre til tekstil og tapet, tegninger og akvareller, som han udførte på rejser og i sin have, samt haveplaner og landskabsarkitektur til de byggeprojekter, han realiserede.
Det er områder af Arne Jacobsens værk, der i dag er ukendte. Virksomheden Arne Jacobsen Design I/S, der administrerer rettighederne til Arne Jacobsens værk, arbejder for at fremme kendskabet til både de kendte og ukendte dele af Arne Jacobsens virke.